Loading...

Om Kristoffer

 

Jeg bor i naturskønne Skørping i midten af Rold Skov og arbejder deltid på et bosted i Terndrup for mennesker med psykisk sygdom. 

En stor interesse for mig er at støtte og vejlede andre til større bevægelses frihed og glæde gennem MovNat der tager udgangspunkt i naturlige bevægelser. 

For år tilbage gik jeg gennem en periode med svær stress sygemelding og sygdom, som fik mig til at tænke anderledes på det at træne og holde mig sund og vital.

Før havde jeg ofte været skadet, træt eller syg som et resultat af min træning, og blev under sygemeldingen sporet ind på en mere bæredygtig måde at træne på, som var MovNat. 

Movnat tilgangen friskede mig op istedet for at trætte mig og selvom jeg var i stress oplevede jeg at flytte mig meget og få mere overskud, som jeg ellers ikke ville have gjort på den gamle måde at træne og være aktiv på. 

Jeg er selv startet helt fra bunden med mavevejrtrækning, at kravle, rulle, rejse mig fra gulvet, hænge afslappet i armene osv., og med tiden er min kapacitet og styrke blot vokset og vokset. 

Jeg ønsker virkelig at andre, som måske heller ikke er så meget til indendørs fitness, holdsport eller idræt på den gængse måde, og som måske også er i en stress-tilstand som jeg selv var, og som bare gerne vil have at deres træning er én der giver dem overskud i hverdagen og i deres liv - at de kan få samme glæde af denne tilgang, og vide at den findes.

MovNat er ikke nødvendigvis den rigtige tilgang for alle, men hvis det giver mening for dig, synes jeg virkelig du skal prøve det af. Det kan være et sted at starte.

Udover Movnat elsker jeg at løbe orienteringsløb, vandre, gerne i bjerge og generelt bare at være aktiv ude i naturen i alt slags vejr. Ligeså længe jeg kan huske har jeg haft den der lyst til lige at se hvad der er på den anden side af bakken, bag bjergtoppen, på den anden side af søen, rundt om det næste hjørne.

Det at kunne tage på eventyr - store som små - er noget af det der virkelig motiverer min træning og livsstil. 

Desuden kommer jeg på Nordlys Centret i Silkeborg hvert år i en udviklingsgruppe hvor der blandt andet arbejdes med meditativ praksis. Det er meget meningsfyldt for mig og er en stor støtte til at bevare, og komme tilbage til, den essentielle inderste kerne, i en ofte dynamisk, kompleks og foranderlig verden og hverdag.