Loading...

Hvad er MovNat?

 

Den filosofi og metode jeg arbejder ud fra, hedder MovNat.

MovNat er en forkortelse for Movement Naturelle, eller på dansk Naturlig Bevægelse.

Det er et firma, en filosofi og et fysisk uddannelsessystem til gradvist at kunne mestre de naturlige og grundlæggende bevægelser vi har adgang til som mennesker - frem mod større bevægelsesfrihed, glæde og vitalitet.

Et resultat af en praksis med MovNat er ofte at hverdagens opgaver bliver nemmere, og en opdagelse af alle de ting kroppen rent faktisk kan.

Det er denne opbygning, der gør at du styrer fri af skader og i stedet opbygger en fysik og et nervesystem der også er gearet til de krav du møder i dit daglige liv.

Du er også meget velkommen til at sende mig en mail på kontakt@kristofferkallesen.dk

Du lærer en grundlæggende anderledes måde at træne og holde dig i form på, hvor du kan træne hjemme, i haven eller i naturen og hvor det du træner direkte har sammenhæng med de bevægelser du gør på daglig basis i dit liv.

En praksis med naturlige bevægelser har fokus på de bevægelser der direkte har at gøre med situationer og praktiske gøremål du kunne møde i livet;

  • som at bevæge dig på gulvet,
  • rejse dig op og ned fra gulvet uden at bruge hænderne,
  • balancere mens du bærer et barn,
  • kunne gå 10km eller mere,
  • løfte en tung genstand og bære den,
  • kaste og gribe,
  • løbe og gå,
  • kravle,
  • klatre op på ting eller kunne hænge,
  • forsvare dig selv
  • .. og meget mere.

Altså praktiske bevægelser du ville kunne møde i det daglige, og i særlige tilfælde, i nødsituationer, i dit liv.

Bevægelserne er også universielle forstået på den måde, at hvis du beder en indfødt i junglen, en eskimo, en person der ikke træner - et hvilket som helst menneske - om at kravle op i et træ, løfte en genstand, kravle under et hegn, sætte sig eller rejse sig fra jorden, kigge op, gå en tur... så vil de alle instinktivt vide hvad du mener. De vil måske ikke have kapaciteten til det, men de vil vide hvad du mener.

Beder du de samme mennesker om at udføre et dødløft, danse en tango, lave et karatehug, en salto, danse zumba, gå i hunde-stillingen (fra yoga), de 5 tibetanere… ja så vil ingen af dem vide hvad du mener.

Det vil de ikke fordi det er tillærte kulturelle og sociale bevægelser. De er ikke lagret i os gennem evolutionen og er ikke universelle for alle mennesker, og heller ikke nødvendige for vores vitalitet og velvære.

Men det er de grundlæggende naturlige bevægelser!

Forestil dig en fugl, der kan flyve, dykke, gå på land osv. - det er arts-specifik bevægelsesadfærd, der blev dannet gennem evolutionært pres for at sikre dens overlevelse.

For at forblive vital og sund ville fuglen simpelthen være nødt til at engagere sig i disse bevægelser i sit naturlige miljø.

Sådan er det også for os mennesker. Vi har et bredt spektrum af arts specifikke bevægelsesmønstre som, hvis vi engagerer os i dem på daglig eller ugentlig basis, fremmer vores sundhed, styrke og vitalitet.

Desværre er meget fitness i dag som at sige til fuglen "du må træne 3 gange om ugen i et fitnesscenter for at komme i form, lave udstrækning, sidde i maskiner"...

Det er her MovNat kommer ind.

MovNat er formidlingen af disse bevægelsesmønstre i et system der gør at alle uanset formåen kan begynde og praktisere naturlig bevægelse, der hvor de er.

Fokus er på at lære teknikken og den effektive og bæredygtige udførsel af hvert af bevægelsesmønstrene fra det helt basale først, og senere de mere krævende. Først lære “at kravle, før man kan gå”.

At udvikle færdigheder, styrke og selvtillid der har sin relevans i den virkelige verden og hverdag.

Med MovNat tilgangen skifter det at holde kroppen vital, fra at være noget du gør "en time af gangen, tre gange om ugen", til en integreret, langsigtet og holdbar del af din livsstil.